PFAS – Forsknings- og leverancecenter
Arbejder på at beskytte danskere mod PFAS. Danmarks PFAS-center er sat i verden for at frembringe den viden, der gør det nemmere at forebygge, inddæmme og oprense PFAS-forurening.
Leder af PFAS-centret, professor Anders Baun, DTU
”Miljøet er fyldt med PFAS, og problemet er så stort, at vi ikke kan rense alt op. Der er brug for mere viden, så vi er sikre på, at de løsninger, vi foreslår, er langsigtede, og at samfundet gør de rigtige investeringer.”
Skriv til Anders BaunOm PFAS-centret
PFAS-centret forsker i, hvordan man kan forebygge, inddæmme og oprense omfattende forurening med PFAS. PFAS er problematisk, fordi de mere end 10.000 kemiske stoffer ikke nedbrydes i naturen og mange af dem kan ophobes i mennesker og dyr med efterfølgende skadelige effekter. Centret, der er finansieret af Miljø- og Ligestillingsministeriet, fokuserer på effekter for miljø, helbred, fødevarer og foder.
PFAS-centret er et samarbejde mellem Københavns Universitet (KU), Syddansk Universitet (SDU), Aarhus Universitet (AU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor det har adresse.
PFAS: Hvad er det?
PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer) er en stor gruppe af menneskeskabte kemikalier, der indeholder over 10.000 forskellige stoffer. De er kendt for deres stærke bindinger mellem kulstof og fluor. Det gør dem meget stabile og svære at nedbryde. Derfor kaldes de ofte "evighedskemikalier".
PFOS (perfluoroktansulfonat) er en specifik type PFAS. Det er en af de mest kendte og brugte PFAS-stoffer. PFOS blev tidligere brugt i mange produkter som brandslukningsskum, vandafvisende stoffer og rengøringsmidler.
Hvor farlige er PFAS-stoffer?
PFAS er problematisk, fordi selv lave niveauer af eksponering kan have langsigtede konsekvenser for miljøet og menneskers sundhed. PFAS kædes blandt andet sammen med udvikling af kræft, nedsat fertilitet og lav fødselsvægt, svækkelse af kroppens evne til at bekæmpe infektioner, leverskader og øget kolesterolniveau. Stofferne kan ophobe sig i mennesker og dyr, da de er meget mobile i miljøet og ikke bliver nedbrudt. I 2022 blev grænseværdierne sænket markant som konsekvens af, at PFAS-stofferne blev vurderet langt mere skadelige end først antaget.
Se centrets forskning
Få overblik og indblik i PFAS-centrets forskning.